2-årigt adjunkt- eller lektorvikariat i tysk til læreruddannelsen

Er du fagligt stærk i tysk og optaget af sprogfagets betydning i en global og kulturelt forbundet verden? Brænder du for at udvikle fremtidens tysklærere og for at skabe motiverende, praksisnær og forskningsinformeret undervisning? Så er det måske dig, vi søger som ny kollega til læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

På Institut for Læreruddannelse søger vi fra næste studieår en engageret og ambitiøs adjunkt eller lektor til et 2-årigt vikariat i tysk. Vi søger en kollega, der ønsker at bidrage aktivt til udviklingen af tyskfaget og læreruddannelsen i tæt samarbejde med studerende, kolleger og praksisfeltet.

På læreruddannelsen arbejder vi målrettet med at udvikle undervisning og uddannelse, så kommende lærere bliver fagligt stærke, didaktisk reflekterede og i stand til at skabe deltagelsesmuligheder og motivation for elever i grundskolen. Vi lægger vægt på en undervisning, hvor fag, didaktik, dannelse og praksis forbindes tæt.

Om jobbet
Stillingen er en deltidsstilling, og du vil primært skulle varetage undervisning, vejledning og eksamen inden for tyskfaget på læreruddannelsen. Du vil indgå i et fagligt miljø, hvor udvikling af undervisning, didaktik og professionsrettede læringsformer står centralt.

Du vil blandt andet komme til at arbejde med:

  • Undervisning i tyskfagets sproglige, kulturelle og didaktiske dimensioner 
  • Udvikling af undervisning med fokus på kommunikative kompetencer, interkulturel forståelse og motivation i sprogfagene
  • Kobling mellem forsknings- og udviklingsviden, læreruddannelse og grundskolens praksis 
  • Vejledning af studerende i relation til praktik, undervisningsforløb og eksamensopgaver 
  • Udviklingsaktiviteter på instituttet, herunder samarbejde med kolleger om udvikling af læreruddannelsen og tyskfaget 
  • Eventuelle opgaver i samarbejde med vores afdeling for videreuddannelse og praksisfeltet

Om dig
Vi forventer, at du har en relevant kandidatuddannelse inden for tysk, tyskdidaktik eller et beslægtet fagområde, og at du har erfaring med undervisning og formidling.

Vi lægger vægt på, at du har en stærk faglig profil kombineret med et tydeligt professionsrettet blik på undervisning, læring og udvikling i grundskolen.

Vi forestiller os desuden, at du:

  • Har solid faglig indsigt i tysk sprog, kultur og didaktik 
  • Er optaget af fremmedsprogsdidaktik, motivation og elevers deltagelsesmuligheder i sprogfagene 
  • Holder dig opdateret på ny viden og udvikling inden for tyskfaget, sprogpædagogik og læreruddannelse 
  • Kan skabe praksisnær undervisning med tydelig kobling til lærerfaglig praksis i grundskolen 
  • Har interesse for teknologi, digitalisering og kreative undervisningsformer i sprogfagene 
  • Har lyst til at indgå i et tæt og forpligtende samarbejde med studerende, kolleger, ledelse og praksisfelt om udviklingen af læreruddannelsen 
  • Bidrager aktivt til et stærkt fagligt og professionelt arbejdsfællesskab

Om os
Du bliver en del af læreruddannelsens faggruppe i tysk. Det er vigtigt for os, at der er sammenhæng på tværs af fagene på læreruddannelsen, og derfor har vi fokus på videndeling og samarbejde om vores undervisningspraksis. Som vores nye kollega bliver du tilknyttet en mentor, der hjælper dig godt i gang med dine opgaver.

Ved Institut for Læreruddannelse har vi ca. 3.500 studerende og knap 250 ansatte. Stillingerne er organisatorisk placeret på den del af læreruddannelsen, der vedrører tysk.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som adjunkt- eller lektorvikar med start den 1. august 2026.

Der er tale om en ansættelse som vikar for to år. Arbejdstiden er i gennemsnit 26 timer om ugen (svarende til en stilling på 70 procent).

Du bliver ansat efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation og med udgangspunkt i Bekendtgørelse nr. 414 af 27. april 2025 om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Som adjunktvikar vil der ikke være mulighed for lektorkvalificering i vikarperioden. 

Ansættelse som lektorvikar forudsætter positiv lektorbedømmelse efter bekendtgørelsen om lektorkvalificering, jf. Bekendtgørelse nr. 413 af 27. april 2025. 

Ved ansættelse som lektorvikar lektorbedømt før 2013-stillingsstrukturen sker ansættelse som udgangspunkt på hidtidige centralt fastsatte løn- og ansættelsesvilkår. Afhængig af de konkrete omstændigheder vil fornyet lektorbedømmelse efter den aktuelle stillingsstruktur (fast-track ordningen) eventuelt kunne aftales.

Arbejdspladsen er beliggende på Humletorvet 3, 1799 København V. Læreruddannelsen dækker dog forskellige adresser: Carlsberg på Vesterbro og Nyelandsvej på Frederiksberg, Campus Nord i Hillerød samt netbaseret læreruddannelse på Bornholm. Der vil kunne forekomme undervisning på flere af vores adresser, og der kan i mindre omfang være undervisning, der ligger om aftenen.

Vil du vide mere?
På Københavns Professionshøjskole uddanner vi studerende til meningsfulde arbejdsliv, hvor de møder andre mennesker, og gør en konkret forskel for dem. Vi ser det som vores fineste opgave og vores strategiske vision, at vi sammen med vores omverden vil uddanne fagprofessionelle, der lykkes i og sammen med praksis. 

Læs mere om Københavns Professionshøjskole og vores strategi på www.kp.dk og om KP som arbejdsplads på vores karriereside.

For yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte viceinstitutchef Kristian Andersen på tlf.: +4520527841​​.

Interesseret?
Send en motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser via ansøgerknappen senest den 09-06-2026.

Samtaler afholdes om formiddagen den 12. juni 2026.

Københavns Professionshøjskole skeler hverken til køn, alder, etnicitet eller lignende, men alene til kompetence og talent. Vi forsøger at minimere bias i rekrutteringsprocessen og opfordrer derfor til, at du undlader at vedhæfte profilbillede i CV/ansøgning.

_________________________________________________________________________________________

Københavns Professionshøjskole er med mere end 20.000 studerende og ca. 1.800 ansatte en af de største videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark. 

På Københavns Professionshøjskole uddanner vi pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, fysioterapeuter, jordemødre og mange flere. 

Sammen med vores samarbejdspartnere vil vi sætte nye standarder for professionsuddannelse, forskning, udvikling og efter- og videreuddannelse inden for skole og pædagogik, sundhed og velfærd, ledelse og forvaltning.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Jobtype: Tidsbegrænset
Frist:
Arbejdstid: Deltid
Kontaktperson:
Kristian Andersen Viceinstitutchef KRIA@kp.dk +4520527841
Lokation: Humletorvet 3, 1799 København V

Københavns Professionshøjskole
Humletorvet 3
1799 København V
info@kp.dk
+45 70 89 09 90

Tilgængelighedserklæring