Adjunkt/lektor til undervisning og udviklingsopgaver inden for vejledningsområdet

Vil du være med til at uddanne fremtidens uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledere og udvikle det vejledningsfaglige praksisfelt? På Institut for Livslang Læring på Københavns Professionshøjskole (KP) søger vi en adjunkt eller lektor til at undervise på diplomuddannelsen i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning og til at løse udviklings- og undervisningsopgaver på vejledningsområdet.

På tværs af uddannelses- og beskæftigelsessektorerne er vejledningsområdet i rivende udvikling. Den professionelle vejledning er helt central i forhold til at skabe gode overgange i uddannelsessektoren, skabe mulighed for individuel afklaring af uddannelsesveje og understøttelse af karriereveje. 

I disse år ændrer uddannelseslandskabet og arbejdsmarkedet sig i væsentlig grad med store politiske reformer undervejs. Det betyder blandt andet, at der skal etableres en ny ungdomsuddannelse, EPX, og at allerede eksisterende uddannelsesinstitutioner ændrer sig væsentligt. På samme måde vil beskæftigelsesområdet også ændre sig i kraft af den vedtagne beskæftigelsesreform. Og for hele vejledningsområdet gælder, at AI i de kommende år vil spille en afgørende rolle. Samlet set peger udviklingen i stadig stigende grad på nødvendigheden af kompetente vejledningsprofessionelle.  

Om jobbet
Vi søger derfor en fagligt stærk og engageret adjunkt eller lektor til undervisning og facilitering af læreprocesser for fagprofessionelle. Du kommer til at arbejde med vejledningsfaglig kompetenceudvikling, og en fast del af jobbet består i tilrettelæggelse, undervisning, vejledning og eksamen på diplomuddannelsen i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning (DUEK) og på den pædagogiske diplomuddannelse inden for retningen vejledning og supervision. 

Derudover vil du alene, og sammen med kolleger, stå for en række konsulent- og udviklingsopgaver, som vi udfører inden for et bredt aftagerfelt på vejledningsområdet. Det kan fx være i relation til den kommunale ungeindsats (KUI), FGU, ungdoms- og voksenuddannelser og i beskæftigelsessektoren. Konsulentopgaverne kan fx bestå i at afholde oplæg om vejledning på en enkelt dag eller at udvikle og afholde længerevarende, skræddersyede kompetenceudviklingsforløb for vejledere og andre fagprofessionelle. Du vil i den forbindelse også få et ansvar i at opsøge og medvirke til at sikre tilgangen af relevante udviklingsopgaver og projekter på Instituttet.

Som adjunkt eller lektor vil du kunne sætte dit eget præg på opgaveløsningen, og vi søger en kollega, som både trives med at arbejde meget selvstændigt og indgå i tæt sparring med kollegaer med forskellige fagligheder. Det er vigtigt, at du kan trives med at være ansvarlig for alle dele af processen fra idé og udvikling til praktisk tilrettelæggelse og endelig udførelse af undervisnings- og konsulentaktiviteter. 

Om dig: 

  • Du har en vejledningsfaglig videreuddannelse på diplom- eller masterniveau, og derudover en relevant uddannelse på kandidatniveau
  • Du har erfaring med det vejledningsfaglige felt og gerne et stærkt vejledningsfagligt netværk
  • Du har undervisningserfaring og kan undervise bredt inden for det vejledningsfaglige felt, og du har stærke kompetencer inden for udvikling af efteruddannelsestilbud og facilitering af voksnes læreprocesser
  • Du har erfaring med projektudvikling og udviklingsarbejde
  • Indsigt i og erfaring med omsætning af forskningsbaseret viden til undervisning inden for praksisfeltet
  • Kompetencer til at tænke strategisk, innovativt og tværfagligt i din opgaveløsning
  • Og sidst men ikke mindst, så er du nysgerrig, proaktiv og løsningsorienteret i din tilgang til arbejdet

Vi tilbyder:

  • Et engageret og tæt samarbejdende vejledningsfagligt team bestående af tre lektorer
  • En arbejdsplads med stærke faglige fællesskaber og en høj grad af selvstændighed og fleksibilitet i opgaveløsningen
  • En kultur præget af en uformel omgangstone, gensidig respekt og fokus på kollegial trivsel
  • Mulighed for at gøre en forskel for professionsudviklingen på vejledningsområdet
  • Mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdslivet, herunder muligheden for hjemmearbejdsdage

Om os
Stillingen er placeret i afdelingen Uddannelse, Vejledning og Erhverv (UVE). I afdelingen er vi en blanding af adjunkter, lektorer og konsulenter. Vi beskæftiger os bredt med praksisnær kompetenceudvikling til fagprofessionelle, der arbejder inden for unge- og voksenuddannelsesområdet. Vi udbyder diplom- og akademiuddannelser rettet mod pædagogisk arbejde med unge og voksne inden for vejledning, læsning/skrivning, supervision og ungdomspædagogik. 

Vi leverer også skræddersyet kompetenceudvikling inden for en række forskellige sektorer, der særligt ofte har uddannelse og vejledning af unge og voksne som en integreret del. Herunder ungdomsuddannelsesinstitutioner, den kommunale ungeindsats (KUI), A-kasser, Politi, Danske Fængsler og Forsvaret. Vi har som udgangspunkt et bredt aftagerfelt, som også inkluderer klubtilbud, bosteder, gadeplansmedarbejdere m.v.

UVE er en del af Institut for Livslang Læring i Fakultet for Læreruddannelse og Livslang Læring på Københavns Professionshøjskole. I Instituttet arbejder vi for at styrke de fagprofessionelles og ledernes mulighed for kontinuerligt at opdatere deres viden og færdigheder samt udvikle og styrke deres praksis. Det gør vi gennem relevante og fleksible efter- og videreuddannelsestilbud samt udviklingsprojekter og konsulentydelser. 

I afdelingen såvel som på Instituttet tilstræber vi en uformel omgangsform med højt til loftet, plads til fejlskud, stærk kollegialitet og forskellige former for frirum gennem sociale arrangementer.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som adjunkt eller lektor med forventet start den 1. oktober 2026. Arbejdstiden er på 37 timer om ugen.

Du bliver ansat i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation og med udgangspunkt i Bekendtgørelse nr. 414 af 27. april 2025 om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler m.fl.

Ansættes du som adjunkt, vil du indgå i KP's lektorkvalificeringsforløb.

Ansættelse som lektor forudsætter positiv lektorbedømmelse efter bekendtgørelsen om lektorkvalificering, jf. Bekendtgørelse nr. 413 af 27. april 2025.

Ved ansættelse som lektor lektorbedømt før 2013-stillingsstrukturen sker ansættelse som udgangspunkt på hidtidige centralt fastsatte løn- og ansættelsesvilkår. Afhængig af de konkrete omstændigheder vil fornyet lektorbedømmelse efter den aktuelle stillingsstruktur (fast-track ordningen) eventuelt kunne aftales.

Arbejdspladsen er beliggende på Tagensvej 18, 2200 København N

Vil du vide mere?
På Københavns Professionshøjskole uddanner vi studerende til meningsfulde arbejdsliv, hvor de møder andre mennesker, og gør en konkret forskel for dem. Vi ser det som vores fineste opgave og vores strategiske vision, at vi sammen med vores omverden vil uddanne fagprofessionelle, der lykkes i og sammen med praksis. 

Læs mere om Københavns Professionshøjskole og vores strategi på www.kp.dk og om KP som arbejdsplads på vores karriereside.

For yderligere oplysninger om stillingen er du velkommen til at kontakte lektor Inger-Lise Petersen på tlf.: +4550566014 eller uddannelsesleder Morten Bruun Petersen på tlf.: +4525231527​​.

Interesseret?
Send din ansøgning, CV og eksamensbeviser via ansøgerknappen senest den 16-08-2026.

Vi forventer at afholde 1. samtale i uge 34 og anden samtale i uge 35.

Københavns Professionshøjskole skeler hverken til køn, alder, etnicitet eller lignende, men alene til kompetence og talent. Vi forsøger at minimere bias i rekrutteringsprocessen og opfordrer derfor til, at du undlader at vedhæfte profilbillede i CV/ansøgning.

_________________________________________________________________________________________
 

Københavns Professionshøjskole er med mere end 20.000 studerende og 1.800 ansatte en af de største videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark. 

På Københavns Professionshøjskole uddanner vi pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, fysioterapeuter, jordemødre og mange flere. 

Sammen med vores samarbejdspartnere vil vi sætte nye standarder for professionsuddannelse, forskning, udvikling og efter- og videreuddannelse inden for skole og pædagogik, sundhed og velfærd, ledelse og forvaltning.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Jobtype: Fastansættelse
Frist:
Arbejdstid: Fuldtid
Kontaktperson:
Morten Bruun Petersen Videreuddannelsesleder MOBP@kp.dk +4525231527
Lokation: Tagensvej 18, 2200 København N

Københavns Professionshøjskole
Humletorvet 3
1799 København V
info@kp.dk
+45 70 89 09 90

Tilgængelighedserklæring