Ledelseskonsulent med stærk projekt- og procesledelsesværktøjskasse til Institut for Didaktik og Digitalisering

Har du lyst til at arbejde i et stærkt fagligt udviklingsmiljø og i en sikker driftsorganisation, der tager livtag om de mest aktuelle udviklinger og de største udfordringer i uddannelsessektoren? 
Vi søger 1-2 ledelseskonsulenter til at understøtte og udvikle vores organisation. 

Institut for Didaktik og Digitalisering (IDD) er et stærkt pædagogisk-didaktisk udviklingsmiljø, hvor fagligt stærke konsulenter, adjunkter og lektorer arbejder med den pædagogiske og didaktiske udvikling ud i grundskolen, på gymnasie- og erhvervsuddannelser og ind i samtlige professionsuddannelser på KP. Her sikrer skarpe driftsmedarbejdere, at vi leverer værdifulde - analoge såvel som digitale - læremidler direkte til skoler og uddannelser i vores region. 

Instituttets tre afdelinger retter sig mod forskellige målgrupper på og uden for KP, men det er et fælles kendetegn, at vi hver dag går på arbejde med hjertet bankende for at styrke lærer og underviseres værktøjskasse med ny viden, innovative metoder og læremidler af højeste kvalitet, således at skolens lærer kan danne og uddanne børn og unge til stærke borgere, der kan deltage i og  bidrage til samfund og erhverv i forandring. Vi positionerer os især i forhold til professionsdidaktik, laboratorielæring, Makerspace, teknologiforståelse/digital dannelse, praksisfaglighed, bæredygtighed og læring i vekseluddannelse mellem skole og praksis. Det gør vi gennem kvalificering og distribution af læremidler, konkret uddannelse, kurser og kompetenceudvikling samt større forsknings- og udviklingsprojekter, der skaber ny viden sammen med praksis.  

I en dagligdag, hvor store samfundsmæssige dagsordner, politiske agendaer og vigtige og komplekse udviklingsopgaver skal prioriteres, har vi meget fokus på, at vores måde at arbejde og organisere os på er effektivt og meningsfuld. Vi er optagede af, hvordan vi styrker vores ledelse af projekter og processer, så vores indsatser lykkes med at gøre en forskel og skaber mest mulig udvikling og værdi for vores samarbejdspartnere. Vi har fokus på at styrke vores dialog med markedet og opbygge kapacitet i forhold til ansøgninger til fonde og udvikling af større forsknings- og udviklingsindsatser.  

Om jobbet
Som en del af det tværgående team kommer du til at spille en central rolle på instituttet med en bred vifte af opgaver. Du understøtter institutchefen og den samlede ledergruppe fx i forhold til strategiarbejde, handleplaner og tværgående indsatser.  

Dine væsentligste opgaver er, i tæt samarbejde med én af de øvrige konsulenter og ledelsesteamet, at: 

  • koordinere sager i samarbejde med institutchefen og afdelingslederne
  • følge op på initiativer og sikre ledelsesinformation på instituttet 
  • koordinere og samarbejde med KP's ledelsessekretariat og andre afdelinger på KP omkring strategiske indsatser
  • levere skarpe og velformulerede oplæg og notater samt udarbejde direktionssager 
  • drive projektudvikling og ansøgningsprocesser, herunder planlægge og gennemføre aktiviteter med interessenter og samarbejdspartnere 
  • understøtte kompetenceudvikling, videndeling og fællesgørelse af metoder til projektledelse, projektstyring og forretningsudvikling på tværs af instituttets afdelinger
  • stå for sekretariatsbetjening af råd/udvalg og andre mødefora, herunder udarbejde dagsordener, referater og opfølgning 
  • understøtte instituttets kvalitetssikringsaktiviteter på KP f.eks. i forbindelse med årlig status, uddannelsesgennemgange mv.   

Om dig 
Vi forestiller os, at du har erfaring fra uddannelses- eller forskningsverdenen ellers en konsulent-, kursus - eller kompetenceudviklingsvirksomhed, men hold dig ikke tilbage hvis du kommer et andet sted fra. Vi forestiller os, at du elsker at planlægge, udvikle og drive projekter og processer i rollen som konsulent. Derfor har du:  

  • Et stærkt proces- og projektledergen. Du kan arbejde systematisk og struktureret, såvel som kreativt og udforskende, med udvikling og gennemførsel af projekter og processer  
  • En bred værktøjskasse af konsulentmetoder og teorier til at arbejde med processer og forankre forandringstiltag, eksempelvis agil projektledelse og design thinking (metoder vi øver os i at arbejde med)   
  • Du er stærkt skrivende, god til at fange essensen i en sag eller en strategi og hurtig på tasterne, når der skal skrives rapporter, notater, indstillinger og ansøgninger  
  • Erfaring med at indsamle og omsætte kvalitative såvel som kvantitative data til beslutningsoplæg. 

Om os  
IDD ledes af en institutchef og fem afdelingsledere. Du bliver en del af et team, som arbejder tæt sammen med ledelsen, afdelingerne og medarbejderne på instituttet samt i flere sammenhænge med interne og eksterne samarbejdspartnere. Du refererer til institutchefen.

På instituttet er der ca. 100 ansatte fordelt på tre afdelinger, der på forskellig vis bidrager til at nytænke og udvikle undervisning i grundskole, ungdomsuddannelser og sidst men ikke mindst KP's uddannelser. 

Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) er landets største videns- og udviklingsmiljø for pædagogik og didaktik på erhvervsuddannelserne. NCE udbyder diplomuddannelsen i erhvervspædagogik og akademiuddannelsen i voksenundervisning. NCE er værtsinstitution for Center for Viden om Erhvervsuddannelser (CEVEU). 

Digitalt Kompetenceløft (DIKO) understøtter den didaktiske og digitale udvikling på tværs af KP med særligt fokus på de vilkår, som nye teknologier giver på professionsuddannelserne.  

Center For Undervisningsmidler (CFU) leverer læremidler og pædagogisk vejledning til undervisere i grundskolen og på ungdomsuddannelser i Region Hovedstaden. Herudover både igangsætter og deltager CFU i pædagogiske udviklingsprojekter i samarbejde med enkeltskoler, kommuner, fonde og andre vidensinstitutioner.  

IDD er en del af Det Lærerfaglige Fakultet, der udover IDD består af Institut for Læreruddannelse og Stab for Forskning og Udvikling.

Løn- og ansættelsesvilkår 
Ansættelse er med start den 1. september. Arbejdstiden er på 37 timer om ugen. 

Du ansættes som specialkonsulent eller evt. chefkonsulent alt efter erfaring og kvalifikationer under overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der vil være mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer. 

Arbejdspladsen er beliggende på Humletorvet 3, 1799, København V

Vil du vide mere?
På Københavns Professionshøjskole uddanner vi studerende til meningsfulde arbejdsliv, hvor de møder andre mennesker, og gør en konkret forskel for dem. Vi ser det som vores fineste opgave og vores strategiske vision, at vi sammen med vores omverden vil uddanne fagprofessionelle, der lykkes i og sammen med praksis. 

Læs mere om Københavns Professionshøjskole og vores strategi på www.kp.dk og om KP som arbejdsplads på vores karriereside.

For yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte institutchef Martin Sønderlev Christensen på tlf.: +4541897880.

Interesseret?
Send din ansøgning og CV via ansøgerknappen senest den 21-06-2024.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 26.

Københavns Professionshøjskole skeler hverken til køn, alder, etnicitet eller lignende, men alene til kompetence og talent.
 
_________________________________________________________________________________________

 

Københavns Professionshøjskole er med mere end 20.000 studerende og 2.000 ansatte en af de største videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark. 

På Københavns Professionshøjskole uddanner vi pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, fysioterapeuter, jordemødre og mange flere. 

Sammen med vores samarbejdspartnere vil vi sætte nye standarder for professionsuddannelse, forskning, udvikling og efter- og videreuddannelse inden for skole og pædagogik, sundhed og velfærd, ledelse og forvaltning.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Jobtype: Fastansættelse
Frist:
Tiltrædelse: 1. september
Arbejdstid: Fuldtid
Kontaktperson:
Martin Sønderlev Christensen Institutchef MARC@kp.dk +4541897880
Lokation: Humletorvet 3, 1799, København V

Københavns Professionshøjskole
Humletorvet 3
1799 København V
info@kp.dk
+45 70 89 09 90

Tilgængelighedserklæring