Uddannelsesleder til læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole

Har du lyst til at være med til at uddanne fremtidens lærere? Har du ledelseserfaring fra uddannelsesverdenen og interesse for uddannelsesudvikling? Så er du måske vores nye uddannelsesleder.

Læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole (KP) er i rivende udvikling og er i øjeblikket i gang med at implementere og udvikle en ny læreruddannelse, som trådte i kraft i august 2023. Samtidig er KP på trapperne med en ny strategi, som forventes godkendt i foråret 2024.

Vi søger en uddannelsesleder med ledelseserfaring, meget gerne med faglig baggrund inden for det pædagogisk psykologiske fagområde (særligt i relation til skolen), som har lyst til at hjælpe os med at indfri vores ambitioner for den nye læreruddannelse og for KP. 

På Institut for Læreruddannelse har vi et ønske om faglig ledelse tæt på de faglige miljøer og den enkelte medarbejder, og derfor har vores ledere, ud over en stærk ledelseskompetence, også faglig indsigt i det område, de leder. Vi søger en uddannelsesleder, der får særligt ansvar for faget pædagogisk psykologi, inklusion og specialpædagogik. Du vil sammen med to ledelseskolleger få det samlede ansvar for at drive og sammentænke udviklingen af de nye pædagogiske grundfag i læreruddannelsen.

Jobbet som uddannelsesleder
I ledelsesgruppen arbejder vi teambaseret, både som samlet ledelsesgruppe og i mindre teams, omkring specifikke opgaver/udviklingsområder. Du kommer til at indgå i et tæt samarbejde med et team bestående af otte uddannelsesledere, en forskningsleder og en sekretariatsleder. Hver uddannelsesleder har sit eget faglige og strategiske udviklingsområde og ansvaret for sine egne faggrupper, men bidrager samtidig til en samlet udvikling af uddannelsen.

Du vil få personaleansvar for underviserne i faget pædagogisk psykologi, inklusion og specialpædagogik (omkring 30 adjunkter/lektorer).

Din primære strategiske opgave bliver at sætte retning for udvikling af det nye fag pædagogisk psykologi, inklusion og specialpædagogik og det samlede pædagogiske fagområde. Dine yderligere ansvarsområder aftales nærmere og fastlægges ud fra din profil.

Dine opgaver bliver herudover, at:

  • lede udviklingsprocesser og sikre implementering af en ny læreruddannelse, herunder implementering af ny fælles studieordning med nye fagbeskrivelser for grundfagene i læreruddannelsen
  • indgå i og understøtte udviklingen af nye undervisnings- og vejledningsformater for undervisere og studerende, herunder rammer for træning til professionen 
  • bedrive faglig og pædagogisk ledelse tæt på fagmiljøerne
  • bidrage til at tænke KP's nye strategiske retning ind i læreruddannelsen
  • medvirke til og understøtte udviklingen af en fælles arbejds- og uddannelseskultur på tværs af uddannelsens forskellige adresser
  • indgå i planlægning og ledelse af drift og administration af en stor uddannelse, herunder ledelse af de forandringsprocesser, som den nye uddannelse afstedkommer
  • have ansvar for fagfordeling for dine medarbejdere
  • indgå i tværgående samarbejde med andre uddannelser og Ressourceområdet på KP.

Faglig profil 
Du har en uddannelsesbaggrund inden for psykologi eller pædagogik og er dybt optaget af pædagogisk udvikling. Du har erfaring med ledelse af videnmedarbejdere fra en uddannelsesinstitution. 

Vi forventer derudover, at du:

  • har en relevant akademisk uddannelse på minimum kandidatniveau inden for det pædagogiske fagområde og meget gerne suppleret med en lederuddannelse
  • kendskab til skolen og de kompetencer, der efterspørges af vores aftagere
  • har gode samarbejdsevner og kan kommunikere direkte og troværdigt til forskellige målgrupper
  • er en synlig leder, der kan sætte retning, men som samtidigt lytter til studerende og medarbejdere og inddrager dem i udviklingen af læreruddannelsen.

Institut for Læreruddannelse
Du bliver en del af Institut for Læreruddannelse, der ud over læreruddannelsen også består af tre mindre uddannelser og er vært for Nationalt Videncenter for Læsning og et stort nationalt projekt om udvikling af naturfagsundervisningen i skolen og læreruddannelsen (NAFA). Vi er ca. 275 medarbejdere, hvoraf 250 er ansat på læreruddannelsen. Vi har knap 4000 lærerstuderende fordelt på Campus Carlsberg på Vesterbro, Nyelandsvej på Frederiksberg og to mindre afdelinger (Rønne og en ny afdeling i Hillerød). Du vil få primært arbejdssted på Campus Carlsberg.

Ledelsesgrundlag
På Københavns Professionshøjskole er ambitionen at ledelse udøves professionelt med udgangspunkt i det fælles ledelsesgrundlag, så alle medarbejdere på KP oplever ledelse, der udvikler og understøtter deres arbejde. Det er derfor vigtigt, at du kan se dig selv i vores 6 ledelsesprincipper og har interesse for at udfolde din ledelsesopgave i denne ramme. Ledelsesprincipper:

  1. Vi leder med fokus på opgaven
  2. Vi samarbejder ved at blande os i hinandens opgaver
  3. Vi prioriterer kritik og dialog og realiserer vedtagne beslutninger
  4. Vi er i tæt dialog med vores omverden
  5. Vi begår fejl fremfor at sidde passivt tilbage.
  6. Vi sætter retning, der inspirerer og giver mening.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som uddannelsesleder med start den 1. august 2024.

Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til aftale om Ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning, uddannelse og forskning på Uddannelses- og Forskningsministeriets område. Stillingen er en fast stilling uden højeste arbejdstid.

Arbejdspladsen er beliggende på Humletorvet 3, 1799 København V

Vil du vide mere?
Københavns Professionshøjskole vil bidrage til udviklingen af det danske samfund, dets velfærd og velstand, kultur og demokrati. Det gør vi ved at sætte nye standarder for professionsbacheloruddannelse, for videreuddannelse og for praksisnær forskning og udvikling. Det kræver ikke alene god, men fremragende undervisning. 

Læs mere om Læreruddannelsen og Københavns Professionshøjskole og vores strategiske retning ’Fælles om fremragende undervisning’ på www.kp.dk.

For yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte institutchef Lis Madsen på tlf.: +45 41897671​​.

Interesseret?
Send din ansøgning og CV via ansøgerknappen senest den 03-05-2024.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 21 og 23. Der vil indgå personlighedstest med individuel tilbagemelding. Vi anvender case i forbindelse med ansættelsesforløbet.

Københavns Professionshøjskole skeler hverken til køn, alder, etnicitet eller lignende, men alene til kompetence og talent.

_________________________________________________________________________________________
 

Københavns Professionshøjskole er med mere end 20.000 studerende og 2.000 ansatte en af de største videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark. 

På Københavns Professionshøjskole uddanner vi pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, fysioterapeuter, jordemødre og mange flere. 

Sammen med vores samarbejdspartnere vil vi sætte nye standarder for professionsuddannelse, forskning, udvikling og efter- og videreuddannelse inden for skole og pædagogik, sundhed og velfærd, ledelse og forvaltning.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Jobtype: Fastansættelse
Frist:
Tiltrædelse: 1. august 2024
Arbejdstid: Fuldtid
Kontaktperson:
Lis Madsen Institutchef LMAD@kp.dk +45 41897671
Lokation: Humletorvet 3, 1799 København V

Københavns Professionshøjskole
Humletorvet 3
1799 København V
info@kp.dk
+45 70 89 09 90

Tilgængelighedserklæring