Karriereskift: Fra ledelse i retail til uddannelse i HR
Efter næsten 8 år som distriktschef i retail branchen, var jeg klar til, at der skulle ske noget nyt. Det, der drev mig mest i mit arbejde, var HR-relaterede opgaver som f.eks. rekruttering, sparring med ledere, procesoptimering og udvikling.
Elevstillingen i HR så interessant ud, men jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle starte som elev. Mit netværk udfordrede mig dog på den del: ”Du får en uddannelse og et ben ind i HR”. Så selvom jeg lige var gået i gang med at læse human ressource management, besluttede jeg mig for at søge stillingen og gennemføre en kontoruddannelse som elev. Til samtalen fik jeg en god mavefornemmelse og indtrykket af, at der var tale om en stilling, hvor der ville blive stillet krav til mig som elev – og netop krav og udfordringer var jeg klar på.
Ikke bare en elev – en vigtig del af holdet
Jeg blev ansat som elev i HR på KP og har samtidig en uddannelsesaftale med skoleperioder på handelsskolen Niels Brock, hvor jeg følger de fag, der hører til kontoruddannelsen Offentlig administration. Min første tid i HR gav en god intro til opgaverne i personaleafdelingen, og senere er jeg blevet en del af Lønteamet 4 dage om ugen og 1 dag i HR-udvikling. Jeg har også fået tilbudt at komme i andre afdelinger på KP, f.eks. Økonomi, Studieservice og Ledelsessekretariatet, men da det er HR, jeg er optaget af, har jeg valgt at blive i HR.
Jeg har oplevet en åbenhed lige fra starten, hvor både leder og elevansvarlig har været nysgerrige på mig og mine forventninger til uddannelsen. Jeg har mærket en enorm tillid og tro på, at jeg også kan bidrage ind i HR. Det har været med til at motivere mig, at jeg også har en stemme.
Min hverdag i HR på KP er alsidig på en god måde. Jeg har både driftsopgaver samtidig med, at jeg har egne ansvarsområder. Jeg har f.eks. ansvaret for jubilæumssager – og det er en god opgave. Derudover sidder jeg med i det lokale samarbejdsudvalg (LSU), og jeg er også med til at planlægge seminarer/faglige dage i HR. Det, at jeg får lov til at prøve kræfter med mange forskelligartede opgaver i trygge rammer, gør, at jeg ikke føler mig som elev, men på lige fod med mine øvrige kollegaer.
KP tager ansvar – og det mærkes som elev
Noget af det som virkelig overraskede mig, var mødet med KP’s elevnetværk – det er så fedt! Med elevnetværket bliver der skabt et trygt rum, hvor du kan dele dine tanker og uddannelsesplaner med andre elever. Netværket er også et rum, hvor du kan høre andre sider af at være elev og f.eks. få inspiration til, hvilke veje og muligheder der er efter afslutning af en kontoruddannelse. I netværket har vi en årlig elevdag, hvor vi bidrager til at arrangere en dag med både fagligt input og socialt samspil. Elevnetværket på KP er værdifuldt.
KP er en meget professionel arbejdsplads, når det kommer til at have elever. Alt er tænkt igennem fra plan til, hvordan vi skal nå i mål med min uddannelse. Til ansættelsessamtalen spurgte jeg: ”Hvorfor er det, I tager elever?”. Hvortil der blev svaret: ”Det er vores ansvar som uddannelsesinstitution”.